Skip to main content

Alle investorer er vendt tilbage til markedet efter jule- og nytårsferien, hvilket kan ses på volumenen.

Indbetalingsloftet på Aktiesparekontoen (ASK) er nu hævet til 174.200 kr., hvilket giver mulighed for at investere flere penge via ASK. Dette er særlig fordelagtigt, hvis man handler med mindre beløb eller fordeler sin kapital på forskellige depoter.

Regnskabssæsonen er i gang i USA, hvor de store banker snart vil offentliggøre deres resultater. Vi har allerede set regnskabet fra JP Morgan, som var lidt svagere end forventet. De fleste store tech-giganter – med undtagelse af Nvidia – vil offentliggøre deres Q4 2025-resultater i de kommende uger. Nvidias regnskab ventes i midten af februar 2026.

Der er generelt en positiv stemning i markedet, men det virker lidt overkøbt ud fra tekniske indikatorer. Alligevel har markedet udviklet sig positivt i de første fem handelsdage i 2026.

Udviklingen i de første fem handelsdage i januar siger ofte noget om hele måneden, og januar måneds udvikling afspejler ofte årets samlede trend. Dette er ikke en garanti, men historisk set lukkede markedet højere i 80 % af tilfældene, hvor både de første fem handelsdage og hele januar måned var positive.

I USA er der lukkevinduer for aktietilbagekøbsprogrammer i den kommende periode, hvilket kan have en negativ effekt på markedet på kort sigt.

Vi ser stor interesse for helbredssektoren (health care), energi og stabile forbrugeraktier, da investorerne reducerer deres risiko.

Danske helbredsvirksomheder såsom Novo Nordisk, Coloplast, GN, Demant, Bavarian Nordic, Ambu, Genmab og Zealand Pharma klarede sig dårligere end markedet i 2025. Men jeg observerer en stigende interesse for de fleste af disse virksomheder i de seneste uger og måneder. Jeg har selv købt løbende op i mange af disse aktier i 2025 og forventer at kunne sælge dem til en højere kurs i 2026.

Hele det finansielle marked er grundlagt på obligationsmarkedet, og volatilitet i obligationsmarkedet afspejler de store spilleres tanker og strategier. Jo lavere volatilitet i obligationsmarkedet er, desto mindre er sandsynligheden for en korrektion på aktiemarkedet.

US Bond Market Volatility Index (MOVE), som viser volatilitet i obligationsmarkedet, er faldende og har været i en faldende trend siden december 2022 – i samme periode som aktiemarkedet har haft en opadgående tendens. På kort sigt kan markedet godt svinge med 5–10 %, hvilket er en naturlig del af kursudviklingen. Men så længe MOVE-indexet holder sig under $80–$100, behøver man ikke være alt for bekymret for aktiemarkedet, da de store spillere, der i høj grad styrer markedet, også holder øje med dette indeks.

MOVE-indexet er faldet markant de seneste måneder, hvilket indikerer, at de store markedsaktører ikke er nervøse, men derimod fortsat villige til at investere. På kort sigt kan vi opleve stigende volatilitet, da markedet kan være overkøbt, men man behøver ikke sælge alt og stå på sidelinjen af frygt for et krak i morgen eller næste uge.

Det er vigtigt altid at huske på at sælge enten med et afkast – hvis en position er steget kraftigt og udgør en større andel af porteføljen, end den burde – eller hvis en position har udviklet sig mod forventningerne og falder i værdi. På den måde bevares kapital, så man er klar, hvis en mulighed opstår for at købe en kvalitetsvirksomhed til en lav kurs.

Det sker ofte, at man ønsker at købe en attraktiv aktie, men er 100 % investeret og dermed ikke har likviditet til at handle, når markedet tilbyder en god chance.

Kursudviklingen på iShares 20+ Year Treasury Bond ETF (TLT) viser, at TLT befinder sig i en konsolideringsfase mellem $85 og $100. Siden bunden i maj 2025 har vi set en stigende trend, og der er dannet højere bunde på ugechartet.

På kort sigt er der modstand omkring $88,5, som tidligere fungerede som støtte. En lukkekurs over $88–$90 vil sandsynligvis tiltrække flere købere og presse kursen højere op. Det er vigtigt at huske, at jo højere kursen på TLT er, desto lavere er renten på de lange amerikanske statsobligationer.

Kursudviklingen de seneste måneder viser en stærk efterspørgsel efter statsobligationer. Federal Reserve har også stoppet sin kvantitative stramning (QT) i december 2025 og køber nu op omkring $40 milliarder af deres egne obligationer hver måned. Dette understøtter markedet og sikrer likviditet både til markedet og bankerne.

Mens mange advarer om stigende renter, fortæller kursudviklingen på obligationerne en anden historie.

Inflationen er faldet markant siden toppen på 9% i juli 2022 og har ligget under 5% siden 2023, samt omkring 3% i de sidste par kvartaler. År-til-år inflationen for december 2025 steg med 2,7%, hvilket var i overensstemmelse med markedets forventninger. Selvom inflationen stadig er over centralbankernes mål på 2%, er tendensen nedadgående.

En kombination af faldende inflation og stigende strukturel arbejdsløshed kan retfærdiggøre, at Federal Reserve sænker renten yderligere i 2026. Også Trump og hans administration ønsker lavere renter, primært på grund af de stigende finansieringsomkostninger forbundet med den høje offentlige gæld.

Hvis man søger et langsigtet investeringsmulighed inden for en vækstsektor, kan Tomra Systems være et interessant bud. Virksomheden står til at drage fordel af en global tendens, hvor stadig flere lande indfører pantordninger på flasker og andre emballager for at beskytte miljøet og fremme genanvendelsen af plastik og andre ressourcer.

Tomra System ASA er en norsk virksomhed, der er verdens førende inden for retursystemer og sensor-baseret sorteringsteknologi. Deres kernevirksomhed kan opdeles i to hovedområder:

1. Indsamling og Retursystemer (TOMRA Collection)

  • Pant-systemer: De er bedst kendt for deres reverse vending machines (pantautomater), som bruges i pant-systemer over hele verden (herunder i Norge, Sverige, Tyskland, Australien og mange andre steder). Disse automater tager imod tomme flasker og dåser, registrerer dem og udbetaler pant.
  • Formål: Systemet motiverer forbrugerne til at returnere emballager til genbrug, hvilket reducerer affald og fremmer cirkulær økonomi.

2. Sorteringsløsninger (TOMRA Recycling, Mining og Food)

  • Affaldssortering: De producerer avancerede sensorbaserede sorteringsmaskiner, der automatisk kan sortere husholdningsaffald, plast, metal, papir mv. med høj hastighed og præcision. Dette er afgørende for at øge genanvendelsesandelen.
  • Råstofindustrien (Mining): Deres teknologi bruges til at sortere og opkoncentrere råmaterialer i minedriften, hvilket forbedrer effektiviteten og reducerer miljøpåvirkningen.
  • Fødevareindustrien: De laver også sorteringsmaskiner, der baseret på sensorer (kamera, NIR, etc.) kan kvalitetssortere fødevarer som frugt, grøntsager, nødder og kartofler efter størrelse, farve og fejl.

Kernen i virksomheden:

Tomra's teknologi bygger primært på avancerede sensorer (især NIR – nær-infrarød) og dataanalyse, der gør det muligt at identificere og sortere materialer automatisk.

Mission og vision:

Tomra har en stærk miljøprofil. Deres overordnede mål er at lede ressourcerevolutionen og skabe en cirkulær økonomi, hvor ressourcer bruges mere effektivt, og affald minimeres.

Tomra (TOM) tjener allerede penge og udbetaler et udbytte på 1,6%. Udbyttebetalingen er stigende og forventes at stige markant i de kommende år.

Tomra er en af de dyrere virksomheder i forhold til sine konkurrenter, hvis man ser på nøgletal som P/E, P/S og P/B. P/E-forholdet (Kurs-indtjeningsforholdet) ligger i øjeblikket på 33,3x, men forventes at falde til omkring 26x i løbet af det kommende år.

En oversigt over udviklingen i P/E-forholdet (Kurs-indtjeningsforholdet) siden 2022 viser, at det er faldet og nu ligger under det gennemsnitlige historiske niveau på omkring 40x. Det er dog stadig højere end branchens gennemsnit på 21,6x.

Tomra betragtes både som en kvalitets- og en vækstaktie, hvilket ofte retfærdiggør en højere værdiansættelse, da investorer er villige til at betale mere for at eje en virksomhed med så stærk en position. Det er også værd at bemærke, at norske virksomheder generelt har en tendens til at handles til højere fundamentale værdiansættelser sammenlignet med andre virksomheder i samme branche i EU og Nordeuropa.

Omsætningen er stigende, og indtjeningen vokser i takt med den stigende omsætning. Indtjeningen per aktie (EPS) har været stabil og let stigende i 2025, men forventes at stige markant i de kommende år. Den frie pengestrøm (free cash flow) har været faldende siden fjerde kvartal af 2024, men forventes at vende tilbage til vækst igen i 2027.

Tomra har en relativt høj gæld, og dens nettogæld i forhold til egenkapital (net debt/equity) udgør 72,6%. Gæld i forhold til egenkapital (debt/equity) er steget fra 30,9% til 91,8% over de sidste fem år, hvilket delvist skyldes en faldende aktiekurs.

Virksomheden har dog kapacitet til at betjene sin gæld. Den kan betjene og afdrage på sine lån via sin pengestrøm, og renteomkostningerne kan dækkes af dens driftsresultat (EBIT).

En oversigt over udviklingen i omsætningen siden 2014 viser en meget positiv trend for virksomheden, hvor omsætningen er steget fra 568 millioner euro til 1,348 milliarder euro i løbet af ti år. Vi har også set en markant positiv udvikling i udbyttebetalingen, som gennemsnitligt er steget med 11% årligt siden 2014.

Ser man på miljøaspektet, kan der ligeledes spores en positiv udvikling i reduktionen af CO₂-udledningen fra 2013 til 2023.

Institutionelle investorer foretrækker ofte virksomheder, der kombinerer vækst, rentabilitet og udbytteudbetalinger med aktietilbagekøb. Hvis virksomhedens forretning desuden har en positiv indvirkning på miljøet, bliver investeringstesen endnu mere attraktiv.

Her er en oversigt over returraten for flasker, plastik og aluminium i Europa og USA, afhængigt af om der er pant på produktet eller ej.

Som det fremgår, returneres 47 % af plastikflaskerne i Europa, selv uden pantordning, mens der i USA kun returneres 27 %.

Hvor der er pantordninger, returneres 94 % af produkterne i Europa, mens tallet i USA ligger mellem 72 % og 88 %. I 2024 blev der returneret 48 milliarder drikkeflasker, hvilket kun udgør omkring 3 % af alle flasker i verden.

Tomra står med et enormt potentiale, da virksomheden allerede har et stort kundegrundlag og teknologien til at håndtere flasker. Hvis flere lande indfører eller udvider pantordninger, vil efterspørgslen efter Tomras løsninger sandsynligvis vokse markant.

Tomra forventer, at virksomhedens omsætning vil stige med over 10% om året frem mod 2030, og at EBITA-marginen vil ligge på over 18% i 2030. Dette vil bringe rentabiliteten tilbage til samme niveau som i 2020-2021, en periode hvor aktiekursen handlede omkring 300 NOK.

Der bliver brugt omkring 2 billioner flasker globalt hvert år. Tomra forventer at kunne håndtere 40–50 % af dette volumen inden 2030.

Tomra er også verdens førende inden for sensor-baseret sortering til genbrug og minedrift og er aktiv i en lang række lande. Deres teknologi kan bruges til at sortere alt fra plastik, papir og affald til frugt og mange andre materialer. Virksomheden udbyder et bredt udvalg af maskiner, der kan tilpasses forskellige industrier, hvor der er behov for at skelne og sortere produkter præcist – helt uden fysisk berøring.

Q3 2025-regnskabet var svagere end forventet, og alle de økonomiske nøgletal faldt under analysernes prognoser. Investorerne blev skuffede, og aktiekursen blev hårdt straffet. Det illustrerer en markedsdynamik, hvor investorer, der har betalt en høj præmie for at eje en kvalitetsvirksomhed, reagerer skarpt på svigtende resultater.

Omsætningen i Q3 2025 var 5 % lavere end i samme periode i 2024, men den var stadig højere sammenlignet med tilsvarende perioder i 2021–2023.

I 2026-2027 forventes en række nye tiltag i Europa. Mange europæiske lande ønsker – eller bliver påvirket af EU – at indføre eller udvide pantordninger for at øge genbruget af flasker, plast, pap og aluminium. Dette kan have en positiv effekt på både omsætning og indtjening for Tomra, som allerede er aktiv og veletableret i en lang række EU-lande.

Vi ser samme tendens i ordrebeholdningen for Q3 2025, som var lavere end i samme periode i 2024, men stadig højere end i Q3 af årene 2021, 2022 og 2023. De økonomiske nøgletal forventes at forbedres i perioden 2026–2027, hvilket vil være afgørende for aktiens kursudvikling i de kommende år.

Der er 15 analytikere, der har givet deres anbefaling for Tomra:

  • 12 anbefaler "Køb"
  • 1 anbefaler "Hold"
  • 2 anbefaler "Sælg"

Analytikernes kursmål spænder fra et laveste mål på 107,9 NOK til et højeste mål på 198,73 NOK. Det gennemsnitlige kursmål ligger på 152,75 NOK.

Den fundamentale fair value for Tomra baseret på en femårig horisont er beregnet til 62 NOK, hvilket er cirka 50 % lavere end den nuværende kurs.

Jeg anbefaler næsten aldrig virksomheder, hvis beregnede fair value ligger under den aktuelle markedspris. Dog mener jeg, at de positive politiske tiltag vedrørende pantordninger og ressource genbrug, kombineret med forventninger om stærkere regnskabsresultater i 2026-2027, kan ændre den fundamentale værdiansættelse af Tomra i de kommende kvartaler.

Institutionelle investorer ejer i alt 39,3 % af aktierne. De 25 største aktionærer kontrollerer tilsammen 80,81 % af kapitalen.

Den største enkeltaktionær er Kirkbi Invest A/S, som ejer 42,19 % af virksomheden, selvom de reducerede deres ejerandel med 15 % i 2025.

Til gengæld har insider købt aktier i 2025 til kurser mellem 120 NOK og 146 NOK, hvilket typisk ses som et positivt signal til markedet og de øvrige aktionærer.

Teknisk analyse af Tomra på ugechart viser, at aktien steg markant fra en kurs omkring 100 NOK i 2019 til et topniveau på 320 NOK i januar 2022 og siden har været i en faldende trend. Kursen befinder sig stadig under den langsigtede nedadgående trendlinje, hvor sælgere aktiveres og presser kursen nedad.

Kursen er faldet under den tidligere støttezone (130–140 NOK), som nu fungerer som modstand på vej op. Volume-profilen indikerer en koncentration af sælgere på kort sigt omkring 135 NOK og på længere sigt omkring 160 NOK. Der er et markant støtteområde omkring 100 NOK, hvor der historisk har været stærk købs interesse.

Alle de tekniske indikatorer (RSI, MACD og Money Flow) har været i nedadgående trend de seneste år, men har begyndt at vende de seneste uger og måneder. Dette tyder på, at vi kan være tæt på en bund. Et par positive nyheder kan tiltrække flere købere og presse kursen over den kortsigtede modstandslinje ved 135–140 NOK.

Strategi:

  • Køb ⅓ af positionen omkring 130 NOK.
  • Suppler med yderligere køb omkring 100–110 NOK, hvis sælgere presser kursen ned mod dette område.

Risikostyring:

  • Entry: 130 NOK (opstart) og 100–110 NOK (supplerende).
  • Stoploss: Lukker kursen under 90 NOK i mere end en uge.
  • Target:
    • Kort sigt: 140 NOK
    • Længere sigt: 200 NOK

Disclaimer:

Jeg ejer ikke aktier i Tomra i forbindelse med denne analyse.

TOMRA: Sustainable Recycling & Resource Recovery Solutions | TOMRA

Ordbetydninger:

Simple moving average (SMA): Summen af alle de tidligere lukkekurser over en tidsperiode og dividerer med resultatet af antallet af kurser, brugt i udregningen. De mest sete og brugte SMA er, 200SMA, 50SMA og 20SMA, som kan bruges til finde trends og støtte-/modstandsniveauer i aktien. 200SMA er den stærkeste/vigtigste af de tre, idet en lukkekurs under 200SMA indikerer, at de professionelle investorer har mistet interessen for selskabet, og at aktien med stor sandsynlighed vil fortsætte nedad. 200SMA vil typisk blive den langsigtede modstand i aktiekursen.
200SMA= Den sorte kurve
50SMA=Den røde kurve
20SMA= Den grønne kurve

Relative Strength Index (RSI): RSI er et mål for, hvor godt en aktie har udviklet sig, målt op imod sig selv. Tallet beregnes ved at se på styrken i opgangsdagene i forhold til styrken i nedgangsdagene over en bestemt periode. Resultatet af beregningen tildeles en værdi mellem 0 og 100. RSI>70 højt positivt momentum, og aktien er overkøbt. RSI<30 højt negativt momentum, og aktien er oversolgt.

En aktie, som er steget meget på kort tid, vil have en høj RSI. Tilsvarende vil en aktie, som er faldet meget på kort tid, have en lav RSI. RSI bruges både som en indikator for, om en aktie er oversolgt eller overkøbt, og om den har positivt eller negativt momentum.

Glidende gennemsnit konvergens(MACD): Når MACD er positiv, signalerer det, at det kortsigtede glidende gennemsnit ligger over det langsigtede glidende gennemsnit, og forudsiger et momentum, der ligger opad, og omvendt. Man skal købe aktier, når MACD er over nul og opadgående og sælge aktierne, når det kortsigtede glidende gennemsnit krydser det langsigtede glidende gennemsnit oppefra og på vej nedad, og når MACD er nedadgående.

Price -to Earning(P/E) =Market value per share​/Earnings per share
Jo lavere PE desto bedre.

P/E-ratio viser forholdet mellem en virksomheds aktiekurs og dens indtjening pr. aktie (EPS).

Høj P/E kan indikere, at aktien er dyr eller forventer høj vækst.

Lav P/E kan betyde, at aktien er undervurderet eller har lavere vækstforventninger.

P/E-ratioen bruges til at vurdere, om en aktie er over- eller undervurderet, men bør ikke bruges alene til investeringsbeslutninger.

Earning per Share (EPS)=Net Income − Preferred Dividends​/ Share Outstanding
Jo højere EPS desto bedre.

EPS er et mål for en virksomheds rentabilitet, der viser, hvor meget profit virksomheden har genereret per udestående aktie. Det beregnes ved at dele virksomhedens nettoindkomst med antallet af udestående aktier.

EPS bruges ofte af investorer til at vurdere virksomhedens økonomiske sundhed og indtjeningsevne. Et højere EPS indikerer, at virksomheden genererer mere indtjening pr. aktie.

P/S ratio (Price-to-Sales ratio) er et finansielt mål, der bruges til at vurdere, hvor meget investorer er villige til at betale for en virksomheds omsætning. Det beregnes ved at dele virksomhedens markedsværdi (aktiekursen ganget med antallet af udestående aktier) med virksomhedens samlede årlige omsætning.

Jo lavere P/S ratio desto bedre.

P/S Ratio= MVS/ SPS

hvor
​PMVS=Market Value per Share
SPS=Sales per Share​

P/S ratioen bruges til at vurdere, om en virksomhed er undervurderet eller overvurderet i forhold til dens salg. En lav P/S ratio kan indikere, at en virksomhed er billig i forhold til dens omsætning, mens en høj P/S ratio kan indikere, at virksomheden er dyr i forhold til dens salg. Det er særligt nyttigt for virksomheder, der endnu ikke er rentable, da det fokuserer på omsætning i stedet for profit.

P/B ratio (Price-to-Book ratio) er et finansielt mål, der bruges til at vurdere en virksomheds markedsværdi i forhold til dens bogførte værdi (det vil sige virksomhedens egenkapital, som er beregnet ud fra aktiver minus passiver).

Formlen er:

P/B ratio=Markedsværdi/Bogført værdi

Her er hvad de enkelte elementer betyder:

Markedsværdi: Det samlede markedskapital, som er aktiekursen ganget med antallet af udestående aktier.

Bogført værdi: Virksomhedens samlede aktiver minus dens samlede passiver, som findes i dens regnskab.

P/B ratioen bruges til at vurdere, om en virksomhed handles til en pris, der er højere eller lavere end dens bogførte værdi. En P/B ratio på under 1 kan indikere, at virksomheden er undervurderet i forhold til dens aktiver, mens en høj P/B ratio kan betyde, at virksomheden er overvurderet, eller at investorerne forventer, at virksomheden vil have stærk vækst i fremtiden.

Alle analyser/oplysninger er baseret på viden, som jeg har opnået på aktiemarkedet igennem de sidste mange år. Der er altid en risiko forbundet med investering, derfor bør du ikke handle med penge, som du ikke råd til at tabe. Brug analyserne som en slags inspiration, men foretag altid dine egne beslutninger/analyser inden du handler. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidige afkast. Fibo Invest frasiger sig alt ansvar for analyserne, så alt er på eget ansvar.